Satsang med Gururaj Ananda Yogi - Vi bringer her en Satsang med Gururaj. Den kaldes ”Valg”. Den blev optaget på bånd i 1984 og er nedskrevet og oversat som nedenfor.
Hvis du forstår engelsk og ønsker at købe denne Satsang på kassettebånd, kan du gå ind på her på vores hjemmeside og bestille det.
Satsang betyder: ”At komme sammen med det formål at finde Sandheden”. Gururaj’s Satsangs eller forelæsninger var altid spontane og blev aldrig forberedt på forhånd. Disse ord af stor visdom er en skat for den spirituelle aspirant på ”Udfoldelsens Vej”,
SPØRGSMÅL:
”Gururaj, er der nogensinde et rigtigt valg?”
SVAR:
”Svaret på dette er både ja og nej. Ja, det kan være et forkert valg, hvis det skader dig eller hvis det skader andre. Men det er et rigtigt valg, hvis du ser på det ud fra din egen udfoldelse, fordi selv når valget er forkert, husk, du lærer altid af det.
Så en dreng er blindt forelsket i en pige og en pige er forgabt i en dreng og de gifter sig. Efter et stykke tid strides og argumenterer de og de lader ikke til at elske hinanden mere, fordi de ikke begyndte med Kærlighed, det var kun en form for tiltrækning.
Nuvel, selv når disse problemer begynder, gør du dit bedste for at løse dem og du føler somme tider, at du har giftet dig med den forkerte mand eller den forkerte kvinde. Hvis du ikke kan få tingene til at fungere eller du er årsag til at ægteskabet går i stykker - er du da opmærksom på, at selv i det år eller to I var sammen – hvor meget du har lært? Selv om det var det forkerte valg, har du lært noget af det, det har udviklet dig.
Mange gange har han eller hun sagt grimme ord og du vil tolererede det. Du kæmper ikke hver dag eller hvert øjeblik. Mange gange er der øjeblikke, hvor du må være meget tålmodig. Så du udvikler tålmodighed. Med tålmodighed følger det, der er i familie med tålmodighed, såsom sympati, venlighed og forståelse.
Så i virkeligheden er ethvert valg et rigtigt valg, hvis du ser på det fra det rigtige perspektiv. Når tingene går galt, er vi tilbøjelige til altid at se det fra den negative side, men hvis du lærer at se den positive side af det, opdager du, at negativiteten definitivt bliver mindre.
Mennesket er, i dets nuværende stadie, bundet af loven om Karma – ”Hvad du sår, skal du høste.” Dette er ikke en lov, som gælder for et menneske, som har nået et bestemt evolutionært stadie. Han bliver en lov overfor sig selv, når han er selvrealiseret, fordi han aldrig kan være bundet. Enhver handling udført af et menneske, som ikke har nået dette stadie, binder dem. Selv når det kommer til at træffe et valg, ser man efter en bestemt slags frihed – har man frit valg, ønsker man at finde større frihed.
Selve loven om Karma, loven om tidligere handlinger og oplevelser du har haft, vil bestemme dit valg i denne verden, med mindre du opnår den indre ro, den kombination, hvor sindet, kroppen og ånden kan arbejde på en integreret måde. Så forsvinder spørgsmålet om valg. For det første, der er ingen spørgsmål tilbage og heller ingen valg. Du fortsætter bare med livet og alting du gør er bare rigtigt. Der er måske hindringer på vejen, men disse hindringer er også nødvendige.
Vi bruger ikke vort sinds fulde kapacitet. Når et menneske når dette stadie af oplysning, er der overhovedet ikke nogen spørgsmål tilbage i hans sind, for alting er besvaret. Han lever ikke i spørgsmålet, men i svaret. Han ”er” bare og denne væren er svaret på alting og ethvert problem i livet.
Når det kommer til dagligdagens verdslige valg, lever vi efter konventionerne. Verden er fyldt med ”skal” og ”skal ikke” og vi lever efter dem for at opretholde en balance i samfundet. Dog, selv om vi opretholder disse love, er der stadigvæk en ubalance i samfundet.
Valg afhænger meget af, hvordan din hjerne opfatter dagligdags ting. Det ene princip, som må følges, er: ”Gør godt, vær god.” Hvis man mediterer regelmæssigt, vil man altid finde det rigtige svar. Der er ingen indre stemme, det er kun et spørgsmål om, hvordan vi beskriver det. Den indre stemme er de beskeder, som den intuitive del af hjernen sender til den analytiske del af hjernen.
Så når det handler om at træffe et valg, er det altid bedst at stole på sit indre Selv, men det kommer først efter gradvis fremskridt ved hjælp af spirituelle teknikker. Det er rart at nå til det sted, hvor man ikke behøver at vælge, men for at nå det, bliver man nødt til at nå det niveau, hvor man accepterer – hvad der måtte komme – OK. Min chef har lagt 100 sager på mit bord i dag. OK, jeg laver dem. Måske vil der kun være 25 i morgen. Dette er accept. Min kone har vrisset ad mig i dag. Jeg vil acceptere det. Hun er måske i et dårligt humør i dag, men til aften når jeg kommer hjem, vil hun være i et bedre humør. Måske har børnene været uartige og hun var nedtrykt. Så behøver man ikke at vælge, man accepterer bare, hvad der kommer.
Her er paradokset, at når man blot accepterer, hvad der kommer, vil man lidt efter lidt se, at man kun møder gode ting, fordi ens sind vil være rettet ind mod at acceptere. Når man accepterer, overgiver man sig automatisk, som når den kristne siger: ”Din vilje ske”. Nuvel, hvis vi siger: ”Din vilje ske”, hvor er spørgsmålet om valg? Det er Hans vilje, Han gør det.
Når jeg for eksempel bliver inviteret ud til middag af nogle venner, ved jeg, at de vil tage mig med til det bedst mulige sted, men hvis de tager mig med til en lille cafe, vil jeg stadig være tilfreds. Jeg vil ikke alene acceptere det, men i mit hjerte føle megen påskønnelse over, at disse mennesker er så venlige at invitere mig ud. Så du ser, hvordan alle disse forskellige slags dyder kan få det gode frem, som allerede er i dig. Dette er accept og ved at have denne følelse af accept er du fuld af lykke indeni. Så her er der ikke mere et valg. Spørgsmålet er væk, svaret er der og så træder man ind i den smukke verden, hvor valgene ligger lige for.
Så flyder man med flodens strøm og ikke imod strømmen. Det er lettere at flyde med strømmen end imod den, for vi ved, at begyndelsen er vand, midten er vand og slutningen er også vand. Det er det samme vand, der er ingen forskel. Kunsten i livet er at flyde med strømmen og man kan kun flyde med strømmen, hvis man praktiserer sine Spirituelle teknikker. At flyde med strømmen gør livet lettere og spørgsmålet om valg forsvinder.
Hvis du ikke har nået dette stadie, denne platform, så ha’ i tankerne, at ethvert valg jeg har taget, vil være godt for mig i den sidste ende. Jeg vil lære noget af det. Floden udspringer i bjergene og skal passere mellem mange klipper, men den når dog havet. Livet er det samme, du bliver nødt til at gå over alle disse klipper ligesom floden, men du når det samme hav. Så vær som floden, altid flydende og tiltrukket af havet, som er Et…….
Gururaj Ananda Yogi – Bånd nr. UK84/5